Jagt har altid været en del af naturen i Danmark. Der var de oprindelige jægere og samlere som høstede deres udkomme ved at samle og ikke mindst jage. Der var i mange år, hvor jagten i lighed med hvad der skete i resten af Europa, blev en fritidsbeskæftigelse – eller so man kalder det i dag: en rekreativ fritidsaktivitet.

I hele denne historiske fortælling er jægerne de gode mennesker. Det er dem som på trods af at de dræber og fanger bevarer naturen. De gør det for at skaffe føde til familien. Jægerne i den rekreative fritidsudfoldelse behøver ikke skaffe mad til familien. De kan som alle andre købe maden i butikker.

Men narrativen om jægerne har fået den meget eftertragtede glans af naturkærlighed og naturbevarelse ved at holde på, at jægerne kun høster af naturens overskud.

Det er dog ikke en fortælling som holder på en hel del parametre. De rekreative jægere har i nyere historisk tid været mere grådige end fortællingen rummer. De har i den grad været med til at udrydde enkelte fugle- og dyrearter fra naturen alene på grund af ukontrolleret grådighed.

Forskellige forsøg på at regulere jægernes adfærd har været i brug siden 1600-tallet. Den gang handlede det mest om at regulere/begrænse almindelige menneskers jagt, mens kongen og overklassen havde frit spil.

Det er faktisk blot 100 år siden vi i Danmark fik en regulær jagtlov, som var ment som regulering af almenvældets adgang til jagt. Den lov udsprang passende af de jordlove og reformer som skete i årene op til 1922, hvor adelen og storgodsejerne mistede deres medfødte rettigheder over alt levende i naturen.

I denne lov tages der i vid udstrækning hensyn til vildtets yngletider og de perioder, hvor fred og ro er nødvendige.

Det var i samme ombæring at alle sangfugle og småfugle blev totalfredede, men stære måtte jages, hvor de gør skade på haver og frugtplantager fra 1/7- 20/8. En detalje, som gælder den dag i dag.

Jagtlovene og forordningerne fra 1600-tallet og til og med loven af 1894 viser en udvikling, hvor vi kan se, at jagten spiller en væsentlig rolle i samfundet. I starten blev der reguleret for at beskytte adelens og kongens privilegier og ret til jagt og vildt. I hele denne periode får “den jævne mand” langsom mulighed for at jage og hen over årene ændrer lovgivningen karakter hen imod mere beskyttelse af vildtet.

Forståeligt nok, da man i den periode med jævne mellemrum oplevede at ændringer i ejendomsret og andre lovændringer, samt krig og kriser kunne have fatal indflydelse på vildtbestanden. Når kriserne kradsede gik det også udover vildtbestanden og både hårvildt og fugle blev kraftigt beskudt – visse steder helt skudt

bort.

Fra at være kongens og adelens primære mål/ønske om at beholde privilegier og få kød på bordet ændrede lovgivningen sig mere i retning af beskyttelse af vildtet og der var også mange eksempler undervejs på hvad man kan kalde uhensigtsmæssigt beskydning af vildtbestanden, som gjorde fredningerne nødvendige.

Nogle af disse nedskydninger trækker måske den dag i dag spor ind i jagtlovgivningen og jægernes adfærd. Datidens grådighed, som omtales flere steder hos lovgiverne, gjorde i flere tilfælde politikere og jordejere bekymrede for vildtets overlevelse. Et af de steder, hvor det kan aflæses, er totalfredningen af urhønen i 1894, helt sikkert begrundet i at netop urfuglen var på vej væk fra det danske landskab. Fredningen i 1894 kom for sent, idet urfuglen i dag er forsvundet fra Danmark. Ikke alene på grund af jagt, men i lige så høj grad på grund af landbrugets intensivering.

Grådigheden er stadig en del af den danske jagtkultur i 2022. Jagttrykket i landskabet og i de danske skove stiger i kraft af, at der er flere jægere, som med mere fritid færdes mere på jagtarealerne end de sandsynligvis gjorde i 1894. Samtidig er moderne våben og andre hjælpemidler med til at jagten i dag er effektiviseret. Glæden ved en enkelt råbuk i slutningen af 1800-tallet er i dag afløst af stoltheden ved at nedlægge måske tre råbukke en enkelt morgen.

“I alle revolutioner er det første “folk” gør at springe over indhegningerne til godserne eller rive dem ned og i den sociale uligheds navn efterstræbe haren eller agerhønen. Og dette efter at revolutionære aviser i deres ledere i årevis har skoset aristokraterne for at så løsslupne at de bruger deres tid på jagt.

(Den portugisiske filosof Josè Ortega y Gasset: Meditations on hunting, 2007)

Igennem alle disse år har jægernes rolle i naturen – i hvert fald i den fortælling jægerne ønsker – været, at de er naturens vogtere.

Den fortælling forsøges opretholdt den dag i dag. For et par år siden talte jeg med en godsejer i Sydsjælland som lejer jagtrettigheder til mange jægere på baggrund af at jægerne i deres såkaldte revirpleje havde slået fredede orkideer på en eng, samt at de i vid udstrækning sprøjtede omkring deres udsætningsvolierer til fasaner. Hun var ikke umiddelbar enig i, at der var problemer og som trumf på sin overbærenhed sagde hun: “Jægerne er jo naturmennesker og vil naturen det bedste…”  En bemærkning som kun kan fødes af, at hun jo har betydelige indtægter og i samme tankegang som alle andre landmænd ser gennem fingre med naturødelæggelse, når der er penge involveret.

I de tilfælde, hvor jægerne træder ved siden af enten ved regulære lovovertrædelser eller ved uetisk eller umoralsk opførsel er det ofte “folkets” reaktion, som tager over. Det kan være igennem omtaler i pressen, hvor et simplificeret billede af jagt eller den aktuelle begivenhed nemt kan få en fordømmelse til at accelerere. Endnu tydeligere på sociale medier, hvor tonen får dagspressens artikler til at ligne bibelcitater.

Jægerne synes de har en ret til at gøre som de gør – også i 2022. Bl.a. er det et meget almindeligt argument, når der opstår konflikter mellem jægerne og de øvrige naturbrugere, at “Vi betaler for at gå jagt ved at leje jorden/skoven, mens alle andre omkostningsfrit kan bruge eller misbruge naturen”. F.eks. er det almindeligt, at jagtlejere opsætter skilte med adgang forbudt eller såkaldte “skræmme-skilte”. Disse skilte er ikke lovlige ifølge Naturbeskyttelsesloven. Men der ikke i nyere tid tilfælde, hvor disse lovovertrædelser er blevet forfulgt af myndighederne.

Det er også en forholdsvis ny udvikling, at jægerne mener de bør værne om jagten i Danmark. “Der er ingen grund til at skjule, at vi går på jagt og at vi nedlægger dyr”.

Det er jo netop den gamle fortælling om at høste af overskuddet. Det står så i modsætning til den kendsgerning, at der årligt udsættes over 1.5 millioner fasaner og ænder til jagt i Danmark. De kan næppe kaldes en del af naturens overskud.

Jægernes plads i naturen er ikke længere “de flinke mænd i deres grønne tøj” som mange andre naturbrugere har mødt. Nu er jægernes iklædt tøj, som mere ligner soldaters kampuniformer, som vel kan være praktiske og gode, men som signalerer alt andet en end hyggetur for at skaffe lidt mad til familien.

At jægerne gennem mange generationer har svigtet naturen kan ses i at netop jægerne har været ude i naturen – om det er landbrugsland eller mere vilde steder – og selvfølgelig ved selvsyn har konstateret at naturen har ændret sig negativt. Det er jægerne som fra at jage agerhøns og harer på gammeldags dyrkede marker med kartofler og roer i dag ikke ser disse arter. De er forsvundet fra det opdyrkede land og drevet væk af intensiverede driftsformer og sprøjtegifte.

Disse arter har jægerne passivt set forsvinde uden at tage det op med landmændene som er de skyldige. Det gælder på mange andre områder i naturen/marklandskabet, hvor det paradoksalt nok er blevet dyrere år for år for at leje jagtretten. Dyrere for hvert år dyre- og fuglelivet er svundet ind og jægernes mulighed for at “høste af overskuddet” er blevet minimeret.

Det har i mange tilfælde været muligt at enkelte har kunnet overtale landmænd og jordejere til at give små bidder af naturen tilbage til jorden – med den hensigt at skaffe flere dyr at jage.

Men overordnet har jægerne i hvert fald i de sidste 50 år haft en meget udpræget berøringsangst når det handler om at drøfte sammenhængen mellem udbud og efterspørgsel på jagtret og ikke mindst om at drøfte hvad jægerne får for pengene. Leje af jagt er omgivet af megen stilhed.

Priserne pr hektar stiger konstant og det er bemærkelsesværdigt, at selv arealer med intet eller meget lidt vildt kan lejes ud. Der er tale om betydelige beløb, men ingen beklager piserne og stigningerne. Det er et område, hvor der ikke findes nogen for forbrugerbeskyttelse. Jægerne får et valg når de får jagtarealet fremvist. Hvis ikke de har interesse står der andre i køen som er parate til at betale den udbudte pris.

Ikke en gang Jægerforbundet tager denne problematik op. Det er, som så meget andet indenfor jagt, noget man ikke taler om.

Andre naturbrugere får bedre vilkår betalt af staten og store jordejere med stier, udsigtstårne, lejrpladser og shelters. Det er en del af naturforbrugerismen i dag, at der skal da være mulighed for at være aktive, når familien er i skoven.

Som følge af at svigte ansvaret overfor naturen fra jægernes side har de siddet ved frokosten og snakket om at “det går da også bare tilbage hele tiden”. Frygten er jo, at landmændene eller jordejerne så ikke vil leje jagten ud. Det er at skyde sig selv i foden. Jagt vil altid og har altid været let at leje ud til priser som ville få enhver købmand til at græde af glæde. Helt uden nogen garantier for indhold eller kvalitet og kun med udsigt at jagten bliver ringere år for år.

De mange tusinde jægere (ca. 80.000 aktive jægere i Danmark) har stiltiende accepteret tingenes tilstand og ikke turdet sige fra når landmændene hensynsløst bearbejdede jord og skov så naturen – den rigtige natur – blev taber år for år.

Jeg minders ikke at have set en artikel, et læserbrev eller anden omtale af denne situation. Man kan vel sige, at jægerne ligger som de redt, men det er den mindste del af dette. Det helt store problem er at de mennesker/jægere som hævder at være naturelskere ikke har råbt op eller protesteret, men blot kigget på – og endda betalt for at få lov til det.

Det bliver igen naturen som taber på grund af menneskets grådighed og på grund af den ligegyldighed, som også præger mange menneskers opfattelse af naturen.

Min bog “Jagt i Danmark – de seneste 100 år” (Gads forlag) handler på mange måder om emner som dette, men fortæller også om udviklingen af jagt i Danmark de seneste 100 år. Og bogen indeholder også kapitler som handler om emner, som ikke kommer frem normalt bl.a. om økonomien indenfor jagt i Danmark. Der er ingen reel debat om jagt i Danmark.