af Thorkild Ellerbæk

Heden, som vi kender den i Midtjylland i Dollerup Bakker, Stanghede og Kongenshus er under pres. Her fortæller jeg om skovrider Gravsholt og mange andre, som for ikke så mange år reddede hele området omkring Hald sø fra forurening. I dag et bevis på rettidig omhu og vilje til handling. Men forureningsfaren lurer igen uden for skellet

Den gode H.C. Andersen rejste gennem Jylland og var begejstret for heden. Men han var samtidig en stor fortaler for at heden skulle opdyrkes, så han ville blive glad på en tur i dag, hvor hedestrækningerne dag for dag viger for majsmarker og kartoffelmarker og har gjort det i århundreder.

Naturromantikken holdt ikke hos Andersen, lige så lidt, som den holder i dag. Vækst er på trods af velkendte omkostninger for naturen og miljøet stadig enerådende. I dag er det ikke så meget opdyrkning, som er den værste trussel mod heden (selvom jeg i de senere år har set mindre arealer med lyng og hede blive indlemmet til landbrugsjord med majsdyrkning). I dag er det forurening og ligegyldighed, som er truslerne. Og det koster på heden, på naturen, på vandløbene og på havet. Det koster dyreliv og biodiversitet.

Mads Mikkelsens ensomme cowboyhelt i filmen “Bastarden” trækker fulde huse men forbigår følgevirkningerne af kaptajn Kahlens kamp for at opdyrke heden. I dag er Kahlen en helt. For mig er han ingen helt, men en skurk. Siden jeg var barn, har lyng og hede været “mit land”. Jeg har leget der, jeg har gået på jagt på heden, jeg har talt regnspove-reder, jeg har redet på min islandske hest på heden sammen med legendariske Paul Rask fra Dollerup og jeg har trygt ligget på ryggen i den kradsende lyng. Uden angst for hugorme eller flåter. Min far og mor lod mig lege i lyngen og jeg er ikke bange for hverken flåter eller hugorme i dag.

I dag bor jeg midt i den jyske hede og nyder den året rundt. Der er knap så meget af den, som da jeg var barn for mange år siden, men den er der. Jeg har været så heldig at eje en del af den midtjyske hede, og det har betydet meget for mig.

Jeg er bange for alle dem, som vil skade lyngen og heden. Dem er der mange af. Vi troede en gang i halvfjerdserne og firserne, at vi kunne genskabe det tabte land og mange prøvede. Allerede den gang var vi nogle som forsøgte at “redde” naturen på heden, på engene, i åerne og i fjorde og havet. Det lykkedes delvist. Men i dag ved vi, at kampen for at bevare er tabt til først og fremmest landbruget, men også til motorveje og sommerhusbebyggelser langs vore kyster.

Allerede i fyrrerne, var der fremsynede folk, som sørgede for at store hedeområder i Jylland blev fredet. En af de store fredninger var Dollerup Bakker, Stanghede og de nærmeste stræk. Men så blev hederne ligesom glemt i de mange år landbruget voksede sig ind på al tilgængelig jord.

I slut halvfjerdserne og begyndelsen af firserne arbejdede jeg som lokalredaktør for Viborg Stifts Folkeblad “ude på heden” (Kjellerup og Karup kommuner), som mine kolleger østpå yndede at sige. De mente nok ikke, at det var det bedste karrierevalg, men jeg var “kommet hjem”.

Jeg mødte i de år mange gode folk med rod på heden og med heden som levebrød eller hjemstavn. Det var de “sære” brødre ude øst for Kongenshus som solgte skæve juletræer og det var “Skyggebrødrene” længere sydpå og det var jægerne, som gik på heden før jagt blev en “rekreativ fritidsbeskæftigelse”.

De yndede gerne at sammenligne sig selv med St. St. Blicher. Præsten fra Thorning, som gik daglange ture med hund og bøsse på heden. Han mødte folkene på heden og skrev om dem og gav dem evigt liv. I vores plantage syd/øst for Karup – som vi fik en del år senere – var der en vej, som gik til Thorning. Blicher har helt sikkert gået den vej hjemad mange gange og det var med andægtighed, at jeg gik den vej ned i engen med hunden. Bogstaveligt talt i Blichers fodspor…

Alheden var den gang noget særligt. Det var jo den “rigtige” hede og en egn der er fint beskrevet både litterært og i erindringsbøger. Der var mange ude på heden, som havde deres virke og som brændte for heden og lyngen. Aksel Nielsen i Thorning byggede Blicheregnens Museum op fra bunden og var en uudtømmelig kilde med historier og viden om urfugle som han elskede. Han var en god fortæller og hans historier og saglige viden om heden var legendarisk. Han var meget optaget af urfuglene, som har været hedens “karakterfugl”, men blev offer for hedens indskrænkning og forurening. Jeg nåede selv at se en af de sidste urfugle på Kongenshus Hede en del år senere. En urhøne fløj op ved vejkanten på grusvejen igennem Kongenshus.

En af de mest fascinerende personer, som jeg var heldig at kende, var skovrider Sv. Gravsholt fra Stendal Plantage. Hans rolle i bevarelsen af primært det store område omkring Hald Sø, Dollerup Bakker og Stanghede kan ikke overvurderes.

Vi gik på Stanghede og i bakkerne. Han fortalte om sine visioner for dette landskab med passion og kærlighed.

Havde jeg den gang kendt den romantiske skildring af Ludvig Kahlen fra filmen ville jeg uden tøven kalde Gravsholt for hans diametrale modsætning.

Kahlens ærinde var opdyrkning og kartofler. Gravsholts ærinde var bevarelse og sikring af hedens oprindelige biotop. Jeg er sikker på, at Gravsholt ville synes om den tolkning.

Da han kom til, var heden i miserabel stand. Der blev ikke rigtig lavet pleje, som vi i dag ved er nødvendig for at bevare oprindelige landskaber. Fyrretræer, bregner, birk og bævreasp var krøbet ind på heden og truede lyngen og de andre hedeplanter.

“Bævreasp! Den har Fanden skabt”, udbrød Gravsholt en dag vi gik på heden og han kastede sig over dem med de bare næver og rev dem op. Den bemærkning har siddet i mig siden, som et udtryk for en oprigtig og meget håndfast form for naturgenopretning vi også arbejder med i dag.

Vi kendte ikke begreberne “wilding” og “rewilding” den gang. Biodiversitet var noget, der var der og vi kunne se det. Det var ikke en akademisk deklaration. Det var indlevet og observeret forståelse for, hvad heden og naturen kunne holde til. Når der var lyng skulle der F… ikke være bævreasp. Det var også forstmandens syn på naturpleje.

Gravsholt havde visionerne, var stædig og han kunne overtale myndighederne til at betale for indsatsen. Det var den gang man kunne finde penge til natur og naturgenopretning. Opkøb af landbrugsjord hele vejen rundt om Hald Sø og de tilløbende vandløb. Det var dyrt, men i dag står hele området som et klasseeksempel på, at det kan betale sig at investere i den rå natur og fjerne landbrugets negative indvirkning på både overflade-naturen og vandmiljøet i bække og søer. Det havde Gravsholt set sammen med biologer fra amtet og skulle søen reddes måtte tilstrømingen af primært kvælstof bremses. Det blev nok aldrig sagt direkte, at landmændene skulle væk, men resultatet af at landbrugsdriften blev stoppet er synlig for enhver i dag: Hald Sø og omegn er ved at være næsten fri for landbrugets kvælstofudledninger og gødningsskader. Hele området er blevet “meget ren og meget fin og ikke mindst megen natur”.

Han havde i disse år dygtige og engagerede medspillere i professionelle biologer og forstfolk fra amtet. Da amterne havde ansvar for natur og miljø var der fokus på naturen. Det gik desværre tabt med nedlægningen af amterne og overførsel af natur- og miljøansvar til kommunerne. En opgave kommunerne slet ikke har haft – og stadig ikke har – hverken vilje eller evne til at løfte, viser udviklingen med al tydelighed.

Da kommunerne fik ansvaret overtog smålige lokalpolitiske hensyn til især landbruget al indflydelse og fik trynet indsatsen for naturbevarelse.

Gravsholt fik ikke altid pæne ord med på vejen i denne proces. Sammen med sin sammensvorne, skovfoged B.S. Knudsen i Hald Ege måtte de stå model til en del kritik. Forståeligt nok ofte fra landmænd og andre med erhverv i området, som hellere så kartofler end tyttebær på jorden.

Allerede ved de første fredninger i fyrrerne var der erstatning til jordejerne. Ofte ved at staten simpelthen opkøbte ejendomme, stoppede landbrugsdrift og lagde jorden ud til natur. Det er sket så sent som i 2023 lige uden for Dollerup, hvor de sidste 80 hektar nu er indlemmet i naturområdet og udlagt til overdrev og hvad det ellers bliver til med årene. De sidste marker med kunstgødning, gylle og kemisk sprøtning af afgrøderne er givet tilbage til jorden.

Der kan i dag være en tendens til, at de virkelige helte i indsatsen for naturbevarelse glemmes. Gravsholt var en af dem og det er måske de færreste, som i dag ser ham og skovfoged Knudsen som de virkelige frontkæmpere for heden og Hald Sø. Det var de og da Gravsholt selv søgte andet job, kom han til Nordsjælland og Sønderjylland, hvor han fortsatte ad samme spor og har sat tydelige aftryk på de statslige arealer der.

Der står stor respekt om hans indsats for naturen. Statsskoven var den primære del af jobbet, men naturbevarelse og stædig kamp for finansiering blev det, vi bør huske ham for i dag herude på heden.

I dag – mange år efter – er heden stadig presset. Den har overlevet forurening fra luften og tørke og de tilbagevendende angreb af diverse billeangreb (lyngens bladbille).

Nu står landbrugets intensive og meget kemiske produktion lige uden for døren herude i Dollerup Bakker og på Stanghede og Kongenshus. Og mange andre steder, hvor der er lyng og hede.

Her i området opkøbes nabojord til produktion af majs og kartofler, som er krævende på såvel kvælstof som kemisk rensning. Det er ikke H.C. Andersens kornmarker, men uendelige majsmarker, der fylder mere og mere i den midtjyske natur og æder sig ind på heden og naturen. Nu er der planer om udvidelse af en svineproduktion lige på skellet (Guldborgvej 12 mellem Skelhøje og Dollerup), som kommer til at udlede luftbåren forurening m.m. Risikoen for at lyngen kvæles i kvælstoffer og anden forurening vil uvægerligt stige – sandsynligvis med kommunal velsignelse og velvillig sagsbehandling.

Man spørger selvfølgelig naboerne, men i Viborg kommune tager man ikke hensyn til den følsomme natur.

Hugormene, lærkerne og agerhønsene kan ikke spørges og planter, insekter og lyngen er i fare. Blåbær og Tyttebær bliver selv for de ihærdige bærplukkere herude til købesyltetøj.

Det er trist, og bare lige til orientering: brun lyng og intet liv i Dollerup Bakker og omegn = ingen turister.

Så H.C. Andersen får alligevel ret i opfordringen til turisterne: at de skal skynde sig.

Måske er det snart for sent og så kan politikere, embedsmænd og landmænd få det hele for sig selv. For herude i Bakkerne er det nemlig lyngen og den store natur, som trækker turisterne. Ikke majsmarker og svinefarme.

Heden, ja, man tror det næppe,
men kom selv, bese den lidt:
lyngen er et pragtfuldt tæppe,
blomster myldre milevidt.
Skynd dig, kom! om føje år
heden som en kornmark –
som en (læs: majs)kornmark står.