Aflad var en dejlig måde at slippe for sine synder og undgå straf: “Havde man penge nok, kunne man købe et afladsbrev, der gav køberen syndsforladelse uden selv at skulle gøre det godt igen for sine synder. Jo større en synd man havde begået, jo mere kostede det.”
“Greenwashing” er en moderne udgave af at købe aflad.
Vi kan roligt sige, at rigtig mange – lige fra politikere til landbruget og dele af det danske erhvervsliv – i øjeblikket køber aflad for de synder de har begået – og stadig gør – mod naturen og mod klimaet igennem mange generationer. Det ved de fleste, som blot har fulgt lidt med i den katastrofe naturen, miljøet og klimaet befinder sig i nu. Derfor er vi alle også medvirkende til ulykken og overgrebet og skal nu via skatten være med til at købe aflad.
Så er det bare at holde tungen lige i munden så dem, som har begået de største synder også skal betale mest.
Men der er ikke – eller bør ikke være – mulighed for fritagelse for synden.
Der strømmer i disse år rigtig mange penge til natur og miljø (men slet ikke nok) og alle står i kø for at tage æren for de store “grønne donationer”. Staten med den nuværende regering er dem, som har sværest ved at tage ansvar og giver mindst. Udsættelser og miljømæssige krumspring for at undgå det uundgåelige, præger regeringens manglende evne og vilje til at gøre noget.
Her vil jeg minde om den historiske straf for ikke at betale afladen var endog meget streng. Altså var ubetalt aflad en stor forbrydelse.
Som naturmenneske har jeg aldrig i mit liv drømt om, at “grøn” en dag ville blive noget alle taler om. Det var os naturens muntre sønner og døtre derude i grønt tøj og gummistøvler, der kunne finde på at sige noget om grønt. I dag taler alle om den grønne omstilling og enhver lille græsplæne i en kommune eller ved en fabrik skal være udtryk for, at man er med på den grønne omstilling. Politikerne taler hele tiden om grøn omstilling, men det bliver ved talen – der er sjældent reel handling bag de mange ord. Det er stadig sort derude. Ingen reelle begrænsninger for forurenerne eller landbrugets brug af pesticider og så videre.
Derfor er hele retorikken greenwashing ord og ikke handling. Ikke overraskende var landbruget og erhvervets store producenter de første, som blev taget på fersk gerning ved at kalde noget svinekød for grønt og klimavenligt, hvilket der overhovedet ikke var belæg for.
Greenwashing er langt mere udbredt end vi skulle tro og ikke blot om produktion, men i højere grad også på ord, penge og bevidst letfældig omgang med sandheden.
Der er stadig hensynsløst svigt fra politikerne overfor natur, miljø og klima. Vi ser hver dag eksempler på at kommunale forvaltninger lader svinefabrikker udvide, biogasanlæg bygge og stadig flere solceller dækker over vores jord. I dag helt uden anmærkninger eller kritiske holdninger til den side af udviklingen.
Alle står nu i køen og vasker deres penge grønne ved håndvasken, inden betalingen for aflad er medskyldige i samme hensynsløse svigt.
Hvis vi kigger på naturen, miljøet og havenes tilstand er der ingen tvivl om, at landbruget står for det meste af ødelæggelsen. Så kommer ønsket at slippe for afladen og ansvaret ikke overraskende først fra landbrugets og fiskeriets organisationer og landmændene selv. De benægter deres ansvar og håber på benådningen så de ikke skal betale. Benådningen kommer sikkert politikere, som selv i dag lader landbrug og fiskeri udvikle og vækste på bekostning af natur og miljø Og netop de to erhverv er altid underlagt såkaldte restriktioner, som skal gennemføres frivilligt.
Fremtidige generationer (også landmændenes egne børn og børnebørn) vil næppe være så eftergivende for landbrugets tørre tårer. Nu ved vi at alle andre borgere i landet skal betale for landbrugets ødelæggelser.
Historisk set var det de rige og overklassen, som kunne slippe for at betale aflad. Der var ikke mange godsejere, adelsmænd eller konger som skulle købe aflad for deres ugerninger.
I dag er det den moderne overklasse og “adel” i direktionsgangene i den finansielle sektor og i de største virksomheder og landbrugets organisationer og virksomheder.
Hvem har kritikløst finansieret hele den lange proces med ødelæggelsen af vores natur, vores miljø, vores drikkevand, vores havmiljø og ikke mindst vores klima? Det har været dyrt for landbruget og andre storforurenere at opbygge den sorte produktion og det har også kostet at slippe for ansvaret. Den enøjede jagt på vækst har sin pris, som nu skal betales.
Det har været en stor økonomisk belastning for landmændene at kunne ødelægge så meget, som det er tilfældet. Men finansieringen har banker og realkreditter generøst hjulpet med, når blot budgetterne så gode ud. Långivning har været baseret på budgetter, da regnskaberne jo altid har været meget ringe og med underskud i mange generationer hos landmændene. Uden at det har fået långiverne til at holde igen og kræve overskud, som enhver husejer i dette kan land ellers kan bevidne er forudsætningen for at låne penge i banken.
De fleste banker har nu en “grøn” profil. Det er for mig svært at se det grønne hos de store danske banker: Danske Bank, Jyske Bank og Nordea med deres realkreditinstitutioner har ikke brugt mange af deres milliardindtægter/overskud til at finansiere grøn omstilling.
Økologiske landmænd og bæredygtige virksomheder har i årevis forgæves søgt finansiering på lige vilkår med f.eks. skibsfart og landmænd. Uden held.
Der skal nok komme lidt håndører til naturen fra pengefolkene og som de første har Nordea skabt “Nordeafonden”, som støtter “det gode liv” og bruger mange millioner rundt i landet til projekter i naturen. Ofte kendetegnet ved at være af den art, som er med til at tivolisere vores natur og samler sig om ting, som sikrer at endnu flere mennesker kan komme ud i naturen. Det kan der være meget godt i.
Men det er aflad uden særlig betydning. I stedet ville det være en ide, at netop den finansielle sektor skulle betale den største aflad på baggrund af de mange milliarder, de har tjent på den sorte udvikling. Det ville være historisk og moralsk/etisk korrekt. Giv jeres sorte rentepenge tilbage til naturen, miljøet og klimaet, tak.
Helt ærligt: vi kunne købe naturen og miljøet tilbage, hvis de ansvarlige skulle betale.
Så ville vi få en naturlig udvikling, uden endnu en gang at gå ind for vækstfilosofi, som i den sidste ende øger presset på den natur vi har tilbage. Investeringer uden bagkant, når der skal ryddes op efter store naturcentre, mange shelters og bålhytter som begynder at fylde i landskabet, hvor man ellers aldrig har kunnet få byggetilladelser.
Mønstret er det samme, som vi i generationer har set i landbruget: I kan få alle de penge I vil have uden dokumentation for bæredygtigheden. Der er ikke rigtig indregnet “overskud” til natur og miljø.
Ingen i den nye blomstrende naturturisme-industri – både private og offentlige – læser skriften på væggen, som ellers er tydelig nok. Tusindvis af mennesker på de kendte turiststeder i udlandet protesterer mod masseturismen, som tager boliger og livskvalitet fra den lokale befolkning.
Samtidig svækkes, naturen, miljøet presses endnu og klimaet er helt glemt i den sammenhæng.
Greenwashing er når en handling eller en udtalelse, som fremhæver den grønne vilje og den grønne tankegang fra afsenderen. Vel at mærke uden at afsenderen reelt handler grønt eller klimavenligt, men ofte direkte miljø- og klimaskadeligt.
Thorkild Ellerbæk
Juli 2024
Skriv et svar