Læs kronikken i sin helhed nederst i artiklen:
Den grønne trepart er virkelig et eksempel på greenwashing på højt niveau. Det kaldes en generationsaftale, men er i realitet et generationssvigt. I en kronik i Jyllands Posten i dag prøver jeg at at hjælpe med at få armene ned igen. Jeg skriver om de sidste 40 års svigt af naturen, miljøet og klimaet og jeg lægger uden forbehold ansvaret hos politikere (som har været blinde og døve) og et par statsministre, men især en række af tonedøve teknokratiske miljøministre.
Det er også en beskrivelse af at nedprioriteringen af natur og miljø har været gennemgribende langt ind i de politiske rækker og derfor er politikerne i den grad ansvarlige.
Men landbruget er naturligvis hovedansvarlig. Dette erhverv har haft så stor indflydelse på den politiske proces, at det er svært at forstå. Men når politikerne ikke ved, hvad det handler om har lobbyisterne og de politikere, som er født ind i erhvervet let spil.
Især når de – som det jo er tilfældet en del gange – får ansvaret for landbruget og dermed en stor del af naturen og når deres politiske mål er bevarelse af et erhverv, som for mange, mange år siden er kørt af sporet og har fået lov til at køre videre uden styring.
Den grønne trepart er desværre ikke et effektivt instrument til at styre udviklingen. Jo, vi får skov og natur, men jeg vil gerne se det i praksis. Vi kender alt for godt de frivillige aftaler med landbruget.
Den højt berømmede COafgift til landbruget skal være redskabet, men det er jo allerede nu klart, at det mål, som er sat aldrig nås, når “straffen” som afgiften pr. ton kaldes reelt udhules af det man kalder en “forhøjelse af bundfradraget” – altså at det max koster 120 kr. pr. ton. Den del af sandheden bliver ikke promoveret af de involverede. Nok fordi den teknokratiske side af “noget om naturen” altid pakkes ind og når det er landbruget altid bliver kompenseret med skatteyderbetalte tilskud eller fradrag.
Jeg må ikke længere dele den kronik jeg har skrevet. Derfor kan du her læse den samme kronik i manuskriptform:
Den dag naturen døde
Den grønne trepart er udtryk for en sort dag i vores ønske om at bevare naturen, redde vandet i vore have om være med til at forbedre klimaet. Det er et generationssvigt, og svært at tro på, at det holder efter 40 år hvor der ikke er gjort noget.
Resultatet af den grønne trepart skyldes et spil, som har været styret af politik og ikke af hensynet til natur og miljø. Som sædvanlig med flere gulerødder end pisk overfor de skyldige.
Teknokraterne har vundet kampen og miljøforkæmperne og eksperterne har tabt til uvidenhed og arrogance. Landbruget fortsætter i mange år endnu med at lægge den danske natur øde.
Der kommer mange penge på bordet til et erhverv, som i forvejen er forgyldt af tilskud og skattelettelser. Ingen har noteret sig, at os i det omgivende samfund køber mindre af landbrugets produkter, som bliver produceret uden hensyn til dyrevelfærd eller miljø.
Den grønne trepart er ikke en håndsrækning til natur, miljø og klima, men en politisk handling, som forsøger at dække over generationer af politikeres svigt og uoplysthed.
Bakket op af Danmarks Naturfredningsforening, som med andelen i denne aftale endegyldigt har rykket sig fra sit oprindelige formål som naturens beskytter til at være en manipuleret brik i et politisk spil.
Eksperterne har i mange år peget på farerne ved den form og den indflydelse industrilandbruget har på vores åbne land og vandmiljøer. Men en heftig lobby fra landbrugets side har gang på gang overtalt politikerne til at tvivle på eksperterne og vælge at tro på mantraet fra landbruget: “Vi vil jo det bedste for naturen og vi er dem, der kender naturen…”
Hvis man ser på miljøministre fra 2001 og frem til i dag er der kun et par stykker, som i dag kan tåle at blive nævnt. Først og fremmest Svend Auken (S) som var en af de første som tog kampen med landmændene og skabte det rigtige miljøministerium.
Det lagde grunden til en årrække med dygtige og engagerede embedsfolk, som blev bakket op af amternes biologer og naturfolk.
De venstrestyrede regeringer som Lars Løkke Rasmussen stod i spidsen for modarbejdede systematisk området, kraftigt bakket op af og styret af landbrugets organisationer.
Teknokraterne tog over og Løkkes evindelige ønsker om reformer ødelagde ikke blot det danske sundhedsvæsen, men også hele miljøområdet. Lars Løkke repræsenterede teknokratens syn på natur og miljø og i dag betaler naturen og miljøet prisen.
Udflytninger af ministeriet rykkede konstant rundt med medarbejdere og tiden er i mange år gået mere med at administrere de fysiske flytninger og reorganiseringer af kontorarbejdet end med at bruge tiden til at tage sig af natur, miljø og klima.
Denne periodes ministre afspejler udviklingen fra den landmandsstyrede Hans Chr. Schmidt til Troels Lund Poulsen, også med rod i landbruget og de repræsenterer den traditionelle Venstre-holdning at det er landmænd som bedst ved hvad der er bedst for naturen.
Helle Thorning Schmidts ministre var Ida Auken og Kirsten Brosbøl, som var på umulige opgaver med en amputeret administration.
I Lars Løkkes tid kom miljøministrene igen fra landbruget og det medførte at Eva Kjer Hansen og Esben Lunde Larsen kunne misbruge deres ansvar og begge måtte forlade ministeriet på grund af skandalesager, hvor det trods alt blev for meget for Folketinget, hvad Landbrugets folk bestemte.
Det var det endelige gennembrud for teknokraterne, da det samtidig er en periode, hvor ingen af Folketingets politikere har kendskab til de reelle forhold ude i landbruget. Det er den periode, hvor iltsvind, lokale gylleforureninger, og overgreb på dyrevelfærden blev kendt. Men de blev ignoreret af de teknokratiske politikere for hvem landbruget stadig fremstod som en del af ”det grønne”.
Lars Løkkes ret uheldige miljøministre blev afløst af Mette Frederiksens valg fra 1922 og til i dag. Lea Wermelin står i erindringen som en minister for hvem “det grønne” var en stor oplevelse og mest var til brug med gode fotomuligheder uden at have sat et fodaftryk i den totale nedsmeltning af natur og miljø som fra den tid for alvor optog mange danskere udenfor Christiansborg.
Magnus Heunicke blev folkeeje som manden, der styrede os igennem Coronaens tid. Vandt stor sympati og vel også respekt, men blev slidt. Typisk for teknokraten Mette Frederiksen skulle han have en “præmie” i en ny regering og det blev så miljøministeriet, vel sagtens ud fra devisen: “Det kan du få Magnus, det er ikke så svært”.
Det er svært at vide, hvad Heunicke havde ventet sig. Det blev hurtigt klart, at han på lige fod med en række tidligere miljøministre ikke anede, hvad han stod med.
Han iførte sig straks – som miljøministre altid gør – gummistøvler og den grønne jakke som Naturstyrelsen altid forærer en ny minister.
Han gjorde som sine forgængere: sørgede for gode fotomuligheder i vandkanten, da det ikke længere kunne skjules – end ikke for teknokraterne – at det står helt galt til med vandmiljøet. Han udråbte sig selv som “havets minister” og det var så det.
Heunickes skudsmål vil i høj grad være, at hver gang eksperter i miljø råber vagt i gevær med dokumentation for katastrofen vil han altid iværksætte en supplerende undersøgelse for at få “et nuanceret syn” på sagerne. Godt hjulpet af landbruget kunne endnu en teknokrat udskyde handling.
I øvrigt oftest i de seneste mange år bakket kraftigt op af fødevareministrene. Disse har i Løkke-tiden haft samme proveniens, som deres kolleger i Miljøministeriet, nemlig som landmænd og endog i et enkelt tilfælde som næstformand for Landbrugets organisation (Henrik Høgh. 2010-2011).
Denne konstruktion har muliggjort at rollen som en slags borgernes vagthund, som man kunne forvente fødevareministeren ville påtage sig, aldrig har været praktiseret. Tværtimod. I mange tilfælde var det nemlig praktisk for Løkke at lade miljø og fødevarer “regere” af den samme person og landbruget.
Historisk ligger en del af forklaringen på det store svigt i denne grønne trepart her. Stærk infiltration fra landbruget, politisk uvidenhed og ligegyldighed parret med teknokratisk tilgang til politik er årsagen til at vi i dag har ladet landbruget ødelægge vores miljø, natur og klima.
Fuldbyrdelsen af denne linje ses i udnævnelsen af Jeppe Bruus som “minister for treparten”. Han er uden indsigt i området og med sig i bagagen har han en frygtindgydende teknokratisk tilgang til sin gerning fra tiden som skatteministeren, der gentagne gange har forsvaret de helt absurde forhold omkring skat i Danmark.
I spidsen for denne udvikling i de seneste år står over-teknokraten Mette Frederiksen, som heller ikke har udvist særlig indsigt i hvad der foregår uden for København. Hun stod i spidsen for milliard-erstatninger til minkavlerne, som lurede teknokraterne til at tro på deres opskrevne tal. Alle andre har jo i mange år vidst at minkavlen og landbruget er nogle af de stærkest funderede i dansk erhvervsliv med mange penge på kistebunden. Penge som for en meget stor dels vedkommende kommer fra støtteordninger fra staten og EU. Fra skatteyderne.
Skal denne aftale lykkes skal lokale “udvalg” køre det praktiske. Her vil landbruget stå meget stærkt overfor de øvrige parter.
Princippet om at forureneren betaler er brudt med denne aftale og nu sendes regningen til skatteyderne. De frivillige ordninger findes også her på trods af at netop den model har en stor del af skylden for den ukontrollerede udledning af kvælstof.
Det er meget svært at forstå hvorfor 6000 erhvervsdrivende slipper for ansvar og endda præmieres.
Skriv et svar