En video som tager dig med ned i burene på en skotsk laksefarm. Det er ikke for sarte sjæle, men tænk sdet næste gang du køber “laks” i supermarkedet
I disse dage har fiskehandler Jakob Clausen fra Århus sat begrebet opdrættede laks på dagsordenen. Det er et meget fornemt skridt af en forretningsdrivende at sætte sig op imod lige netop denne del af fødevarebranchen. Clausen kalder det selv for laksemafiaen og det er han ikke ene om at kalde dem.
Ejerne af de kæmpestore laksefarme over det meste af verden ude i havet er historisk set nogle af de mest indflydelsesrige virksomheder på lige fod med olieselskaberne, som er kendte for ikke at holde sig tilbage når de møder modstand.
Der har været kvalificeret modstand mod laksefarme i mange år og det er kendt, at de har meget stor negativ indflydelse på havmiljøet, vildtlevende fisks DNA og overlevelse, ejerne er kendte for at bruge metoder, hvor korrupte eller købte politikere over hele verden gerne medvirker. De store farme skaber meget sjældent arbejdspladser til lokale og i historien er der også eksempler på, at der er brugt vold overfor modstandere, som har forsøgt at gøre opmærksom på de uhyggelige konsekvenser fiskefarmene har hvor de findes. Og havmiljø er helt ukendt for dem. Som andre fødevareproducenter på land betragter de vores hav, som deres ejendom og deres produktions hjemsted.
Der har altid været stærke følelser involveret når vi taler havdambrug og der har været meget store og spektakulære sager undervejs, som stort set alle er endt til fordel for laksefarmenes ejere.
En meget stor del af farmene – uanset hvor de befinder sig – ejes af store multinationale selskaber, ofte med en uhyggelig forureningshistorie bag sig i alle de ting de ting de arbejder med.
Det billede farmerne gerne vil have frem ses tydeligt på denne skotske hjemmeside. Der står ikke noget om alt det andet…
I Skotland er det de samme operatører, som igennem mange år systematisk har inddraget mere og mere vand i fjorde og kystnære havområder til burproduktion. Som alle andre steder har de fået lov til at omgå alle normaleog anstændige retningslinjer for brug af det åbne hav og kunnet fylde op med deres kæmpestore bure. Hver gang med ansøgninger fyldt med løfter om miljøvenlig produktion og lokal beskæftigelse, men der er mange eksempler på, at små lokale fiskersamfund pludselig er blevet hjemsteder for arbejdskraft, som typisk er hentet i østlande, mens de lokale fiskere har set deres udbytte af vilde fisk blive udslettet af følgerne fra dambrugene. Det samme billede finder vi i Norge og andre steder.
Hvis man nu skulle tro at danske Musholm er the good guys i dette spil er det værd at notere sig, at de ofte har udslip af burørreder i det vilde miljø (som forstyrrer og smitter de vilde ørreder) og de også er kendt for en ikke specielt dyrevenlig driftsform, hvor levende fisk suges ud af burene med en “støvsuger” o.s.v. Her ses en fin lille video om laksenes gode liv i Musholms store bure ude i Storebælt Bemærk den lille sekvens hvor fiskene flyttes til buret via et rør. Det er optaget i slowmotion. I virkeligheden er der mindst ti gange så meget knald på “flytningen” af de levende fisk.
Det er især canadiske, kinesiske, norske og japanske koncerner, som hensynsløst driver lakseopdræt.
De norske har udviklet sig så meget, at deres placering i norsk økonomi ligger næsten lige så højt som olieproduktionen. Det er værd at bemærke, at netop produktion af laks og produktion af olie jo ikke ligefrem hører til de meste bæredygtige og klima-venlige.
Dokumentaren herunder fortæller om laksefarmene og deres produkter og indflydelse i Norge.
Godt at have venner de rigtige steder
Og her i vores altid renfærdige land er det også værd at notere sig at Musholm Laks igennem mange år har haft fremtrædende politikere med sig i bestyrelsen. Det seneste eksempel er vores nuværende fødevareminister Jakob Jensen (V). Han forlod nødtvungent sin lønnede post hos dambrugsproducenten ved Reersø da han blev minister. I hans periode er burproducerede fisk nærmest blevet fredede.
Det har ikke været svært for den tidligere burproducent at få politisk vilje hos sine kolleger og højtstående politikere. I sommeren 2024 havde Musholms PR-maskine således held med at tage først miljøminister Magnus Heunicke (S) med på en propagandatur i en lille fiskekutter, så han selv i højt humør kunne se de fine bure med ørreder i Storebælt. Og den nye minister for miljø og andet godt fra havet, Jeppe Bruus (S) var senere på samme tur og de to ledende politikere er som tak for deres “interesse” nu en del af Musholms pressemateriale, hvor de sejler rundt i t-shirts med Musholm logo.
Det hører med til historien at miljøministeren åbenbart var blevet så glad for de kunstige ørreder, at han sammen med sin hustru på Folkemødet 2024 stod for madlavning til mange gæster med fisk fra Musholm… Arrangementet blev behørigt omtalt på Facebook så alle kunne se hvor sjovt det er når et firma får en miljøminister til at agere reklamesøjle for et mildt sagt uetisk produkt.
Der er jo ikke noget kriminelt i disse aktiviteter, men det er endnu et eksempel på den totale uvidenhed om fisk, opdræt og ikke mindst miljø, som præger de politiske beslutningstagere. Jacob Jensen må jo formodes at have viden, da han jo helt reelt i mange år har været på Musholms lønningsliste. Den viden er han sikkert forpligtet til at holde for sig selv.
Jeppe Bruus og Heunicke har åbenbart været så begejstrede og blevet så meget overbeviste på sejlturen, at havdambrug lige nu har nærmest frit spil i danske farvande og slet ikke er med i den storslåede og altomfattende grønne treparts omstilling af vores miljø. Jeppe Bruus mener åbenbart ikke, at hensyn til miljø også bør omfatte det han – som den eneste – kalder “vore vandområder.”
Støt Clausen og lad laksen ligge i køledisken
I disse dages debat synes mange af de mest væsentlige ting omkring havdambrugene at forsvinde. Stor respekt for fiskehandler Clausen, som i den grad sætter sin egen forretning i spil. Det kan måske få nogle flere mennesker til at tænke sig om. Lad laksen ligge i køledisken og lad være med at servere den for børn og ihvertfald gravide. Det er flere år siden sundhedsmyndighederne i Norge anbefalede gravide til IKKE at spise burlaks af hensyn til deres børns helbred. Sådan er det ikke i Danmark…
Protesterne mod laksefarmene er af gammel dato. Da de første farme begyndte at dukke op i Skotland og Norge reagerede mange mennesker. Det interessante er, at det den gang var sportsfiskere som fiskede laks i Skotske floder og norske elve som råbte vagt i gevær. De blev hurtigt bakket op af havbiologer og andre med forstand på biologi og miljø.
Den samlede mafia af producenter gjorde alt for at lukke munden på dem. Latterliggørelse og forfølgelse i deres jobs, som forskere og forretningsfolk var hverdagskost for de første der protesterede, som det har været lige siden.
Bl.a. blev de alle beskyldt for at de blot ville tale deres egen sag som dem, der fiskede laks med flue de rigtige og dyre steder. Men det var og er stadig mennesker med indflydelsesrige positioner i erhvervslivet og højt respekterede miljøforskere, så de turde blive ved. Desværre er mange af disse “gamle kæmper” ikke mere. Nu er de erstattet af miljøforkæmpere og heldigvis af sportsfiskernes organisationer over hele verden, så protesterne har stadig værdi, men desværre ikke magt til at stoppe svineriet.
Organisationen “Wild Fish – save our salmon” kæmper stadig.
En faktor som dog har vist sig ganske få steder at virke er når de lodsejere som udlejer laksefiskeriet i de berømte og attraktive floder og elve ikke tjener penge mere fordi burene ude i fjordene har lukket for den vilde laks opgang i floderne og elvene. Med andre ord, en lukrativ og eftertragtet populær turist-forretning trues eller – som det er sket i Norge – helt bliver lukket ned.
I en periode på 10-15 år er antallet af laks fanget af sportsfiskere i de mest berømte norske elve nærmest halveret. Der har været år hvor laksefiskeriet simpelthen har måttet aflyses i Norge.
Når man ved at sportsfiskere betaler trecifrede millionbeløb for at fiske vilde laks i Norge kan enhver se effekten: hoteller, udlejningsboliger, guider og ejerne mister indtægter, som ofte er den eneste indtægt til alle, der bor i området.
I modsætning til dambrugene er denne del omkring den vilde laks nemlig en meget stor faktor for den lokale arbejdskraft. Der er tusindvis af lokale arbejdspladser og afledte indtægter og arbejdspladser, når sportsfiskerne kommer til Norges laksefloder.
I Skotland har man oplevet det samme og igen er det gået ud over de lokale – lige fra ejerne af fiskeriet i floderne til den lokale automekaniker.
Den vilde laksebestand i Skotland har i mange år været truet af udryddelse. Igen er det laksefarmenes udslip og forurening som er årsagen. Der har været meget hårde angreb af smitsomme sygdomme fra burlaksene, som har gjort at de vilde laks ikke har magtet at komme op i floderne for at gyde eller at de har været for svage til at overleve turen op i floden. Det betyder, at de skotske udbydere er blevet enige om for mange år siden, at man godt kan komme og betale for at fiske vilde laks, men alle laks fanget på fiskestang skal genudsættes. “Catch and release” er blevet normen i Skotland og vinder indpas mange andre steder. Man forsøger trods problemerne at redde de vilde laks og samtidig redde forretningen. Der bliver overalt lavet forskellige tiltag som skal give de vilde laks bedre muligheder for at yngle og dermed overleve.
I langt de fleste tilfælde vil f.eks. en vild laks fanget på flue i en flod eller elv ikke blive skadet og den kan genudsættes i vandet og leve videre. Det ved alle sportsfiskere og den praksis er efterhånden udbredt for mange andre fiskearter som også trues af dambrugenes forurening og samtidig af forureningen fra landbruget.
Det er interessant, at sportsfiskere over hele verden som betaler for det attraktive laksefiskeri er parate til at betale det samme for at fiske “catch and release” som for at putte fisken i fryseren.
Tyveriet fra de afrikanske fiskere
Der er en væsentlig del af hele burproduktionen, som undslipper radaren fordi det forsøges skjult og fordi medierne ikke interesserer sig for andet end dagens sidste historie.
Det foder som burlaksene skal vokse sig store og meget fede af kommer for størstedelens vedkommende fra fangster ud for, ja man tror det næppe, Afrikas vestkyst.
Kæmpestore bundtrawlere og andre fiske-opsamlere sejler rundt ud fra den afrikanske kyst og tømmer havet for alt hvad der kan svømme. Disse millioner af tons fik ende deres dage som foder til de laks du finder i køledisken.
I mange tilfælde bliver de fangede fisk forarbejdet til olie inden de sejler nordpå for at indgå i foderbtil mennesker og hunde.
Ikke mange tænker så langt, men det er efterhånden sådan, at denne rovdrift på fisk til fiskefoder til den rige del af verden medfører, at de vestafrikanske fiskere som sejler ud på havet i små fartøjer med simple redskaber, ikke kan fange fisk nok til at deres familier eller landsbyens beboere kan overleve.
Kan vi leve med det? Selvfølgelig, for det er jo blot endnu et eksempel på at vi høster hvad vi vil have til den billigste pris uanset, at det er andre som betaler prisen med sult og afsavn.
Jeg har beskæftiget mig med miljøforhold og med havdambrugene og lakseopdræt i tyve år. Jeg har fulgt de første protester med islandske miljøforkæmpere i spidsen. Jeg har set dokumentation for laksemafiaens voldsomme og brutale bekæmpelse af demonstranter og aktivister over hele den nordlige halvkugle, hvor de holder til.
Jeg har ved selvsyn som sportsfisker set floder og elve med dambrug foran indløbene ude i fjordene dø ud og blive tømt for vilde fisk.
Det har været alt fra et par små bure som de ses på nordvestsiden af Møn til de kæmpestore anlæg enhver turist i Skotland eller Vestnorge kan se fra den smukke tur vi kører på fjeldvejene.
Jeg har ikke spist opdrættet laks i mange år og kan altså ikke som Lars Clausen fortælle om at de smager dårligt. Jeg har spurgt fiskehandlere og supermarkedsejere om hvorfor de sælger det. Det vil ingen svare på.
Jeg kunne en gang godt lide fisk på restaurant og jeg har i mange år spurgt hvor laksen kommer fra (jeg ved det jo godt) Det er sjældent tjeneren eller for den sags skyld kokken ved det. Måske kan de finde på at sige, at det “ægte færøske laks”. Det bliver jeg altid ked af høre, for det er så dumt og løgnagtigt at de skulle have en sur smiley for at lyve.
Venner ved godt, at jeg ikke spiser det. Det opdattes nok en smule eccentrisk, men dog accepteret. Jeg har heldigvis venner og bekendte som gør som jeg. Men det kræver altid noget ekstra, at tro og have viden. Får jeg serveret laks privat efterlader jeg det blot på tallerkenen. For ikke altid at ødelægge den gode stemning kan jeg godt sige, at jeg ikke kan lide det eller tåle det.
Min hund får ikke hundefoder med laksekød. Tænk, hvis de afrikanske fiskere skal levere foder til min hunds foder og den skal jo heller ikke være medansvarlig for alle de andre ulykker og skader burlaksene er skyld i.
Når jeg passerer fiskedisken i supermarkedet, kan jeg godt finde på at vende pladerne med røget laks på hovedet så de er mindre synlige.
Jeg har mange gange skrevet til forskellige avisredaktioner for at gøre opmærksom på det uheldige i, at de har kendte og ukendte madskribenter til at anbefale lakseretter, men får jo aldrig svar. Jeg har skrevet til såkaldte kosteksperter med samme ærinde, at de i det mindste burde fortælle, at gravide ikke skal spise burlaks. Aldrig svar. Kendte kokke, som jo altid gør sig til af at bruge det ypperste smider uden blusel burlaks på bordet eller i deres opskrifter.
Jeg har opgivet at blive ved med at gøre journalister opmærksom på, at laksehistorien overhovedet ikke er en historie om “billig og sund mad”.
Jeg har delt i hundredvis af opslag på Facebook og Instagram med grumme videoer fra laksens liv i burene og internationale undersøgelser o.s.v.
Jeg vil blive ved med at gøre det. Den skrækkelige fortælling om laksemafiaen, burlaksenes rystende liv og hele dette madprodukts “succes” på bekostning af snart sagt alt, hvad der er i forbindelse med det.
Der er så vidt jeg ved ikke nogen, der er døde af at spise burlaks. Det bliver nok også svært, når der for det meste er penicillinrester i hver mundfuld og benene er jo også væk i dette naturprodukt.
Jeg har egentlig bare en opfordring til at vi alle tager det her alvorligt, som en del af verdens voldsomme miljøproblemer og simpelthen boycotter de klamme laks og køber ordentlige fisk hos Clausen og alle de andre fiskehandlere og supermarkeder som forhåbentlig følger trop.
Jeg kan anbefale Facebook-siden, som hele tiden har fingeren på pulsen – ikke blot ved Endelave:
Der er mange der gør noget for at hjælpe den vilde laks så også fiskehandler Clausen en gang kan sælge den. Lokale sportsfiskere – også her i Danmark arbejder på at gøre vore vandløb rene og give laks og andre ørreder mulighed for at komme op og yngle. Der er stadig mange forhindringer for den vilde laks, bl.a. ved Tangeværket i Viborg kommune.
Men jeg vil sige, at har man en gang set en vild laks springe utrætteligt flere meter i luften op imod strømmen, måske i timevis for at komme frem til gydepladserme så er man et dårligt menneske, som ikke vil gøre alt for at hjælpe den.
- jeg blev lige nødt til at skrive det her som punktum
- /thorkild ellerbæk, januar 2025
- thorkild@ellerbaek.eu
Skriv et svar