Vi er nu ved at være igennem 2024 på godt og ondt. Vi lever i en tid, hvor mange ting bliver vendt og ændret fra dag til dag. Vi lever i en tid, hvor omtanke, bæredygtighed og hensyn til natur og miljø burde være indgroet i vores fælles tanke og virke. Men på et område synes udviklingen helt at være tænkt ud af historien. Blot en enkelt overvejelse om, hvor vidt vækst er det eneste parameter verden skal måles i er gået hen over hovedet på den danske turistindustri.

Her gælder kun et mantra: Vækst for enhver pris og det har turismens organisationer så praktiseret til fulde i 2024. Så meget, at turismens aktører tilsidesætter hensyn til natur og klima, befolkningen som helhed og almindelig sund fornuft.

Det er lykkedes at overbevise regeringsflertallet om at den enestående danske respekt for natur ved havet – strandbyggelinjen – skal ophæves og sommerhuse, hoteller og kiosker skal have lov til at bygge i vandkanten. Ganske, som vi ser det i lande med kystlinjer længere syd på i Europa, skal turisterne bo så tæt på vandet som muligt. Det har været et helligt princip i dansk planlovgivning, at det gør man bare ikke. Indtil nu, hvor der gives dispensationer, som forløbere for en ny praksis.

Vi kan med andre ord godt pille den meget brugte tekst i vores turistbrochurer om de smukke danske kyster ud. Kystlinjen vil blive brudt af sommerhuse og hoteller med dertil hørende vejanlæg og tivolisering.

Neonlys og gadelamper vil stille sig i vejen for solnedgange og solopgange.

Lokale beboere får ikke adgang til disse nye steder. De vil være forbeholdt betalende turister.

Hensyn til naturen er naturligvis blevet sløjfet af udsigten til gevinst og vækst. At mange turister kommer til de danske kystområder netop for naturen, indgår ikke i den tankeløse politik.

At klimaforandringerne ikke synes at være ideelle for så kystnære byggerier, er heller ikke i tankerne. Men allerede inden de første spadestik var taget opdagede de entreprenante turistfolk, investorer og deres kommunale støtter, at det kunne blive et problem. Så flere af de fremskredne planer skal ændres og i visse kredse tales der allerede om, at de penge som allerede er investeret skal kompenseres af staten. Det er jo en form for grådighed, som her i landet hidtil kun har været praktiseret af landbruget.

At man kunne forestille sig at lokalbefolkningen vil være skeptiske overfor udviklingen, er heller ikke en del af tankesættet.

Ingen har vendt blikket ud i verden, hvor lokalbefolkningen især i lande med kystturisme vender sig kraftigt imod udviklingen. Tusindvis af mennesker i Spanien, Portugal, Italien og andre lande har demonstreret mod, at turisterne okkuperer deres områder og henviser lokale til at rykke ind i landet til huse og boliger, som nu er for dyre for lokale. At det kan ske i Danmark, indgår ikke i turistindustriens overvejelser.

Man bør måske kigge indad i de mest belastede områder herhjemme, hvor der i snart mange år har været en stigende utilfredshed med belastningen af de mange turister. Danskerne går ikke på gaden med bannere og mange tilpasser sig udviklingen, men det er ikke ualmindeligt, at lokale beboere ved Vestkysten har måtte omlægge deres dagligdag fordi gågade, veje og små gader er overfyldte af turister. Og handel i byerne foregår for de lokale fordelt over ugen, da weekenderne tilsyneladende er forbeholdt turisterne. Og butikkerne har for mange år siden også tilpasset (læs: hævet) priserne efter købedygtige turister frem for lokale beboere.

Et flertal i Folketinget har netop vedtaget en ny strategi for turismen: den skal tilgodese landdistrikterne. Som det ser ud i virkeligheden, er det primært nogle enkelte store forretninger, som lukrerer på turisterne. Den lille vesterhavsbys lille købmandsbutik er nu et supermarked, som ellers kun findes i udkanten af de større byer og priserne er sat efter Euroens købeværdi mere end efter de lokales købekraft.

De lokale i de mest besøgte kystbyer er ikke dem som har mest gavn af de mange turister. Så mange nye jobs skabes ikke af de mange mennesker. Det er de store butikker, sommerhusudlejerne og nu også ejerne af store badelande og feriecentre som ligger et par hundrede meter fra det rigtige vand, som tjener pengene og i begrænset omfang ansætter lokal arbejdskraft.

Bag denne udvikling står nogle særdeles aktive organisationer, som repræsenterer turisterhvervet og som i høj grad bakkes op af lokale politikere, som blindt tror på vækst og gevinst.

Staten er selv med på første række med en meget voldsom og ikke altid velovervejet promovering af den danske natur i skove og nationalparker. Hvordan kan de statslige myndigheder, som arbejder for bevarelse af naturen tro på at et øget antal turister i den (ret begrænsede) danske natur, er en fordel og så bakke op om vækst, byggeri og masseturisme i landskabet. Så megen plads har vi heller ikke.

Meget har at gøre med, at de statslige aktører jo er afhængige af statens tilskud og derfor gerne vil behage den politiske trend i den nuværende regering. Det er en blind tro på, at turisme er den fremtidige storinsudtri i Danmark.

I dag har turismen i Danmark deres eget ministerium med Morten Dahlin (V) i spidsen. Han er også kirkeminister, men færdes mindre i kirken end på de bonede gulve hos turisterhvervet. Ministeren er stærkt optaget af udvikling, som i dag er det samme som ubetinget vækst og han har en meget stor stjerne hos turistfolkene.

Med et flertal i Folketinget bag den nye turismestrategi har alle partier med undtagelse af Enhedslisten blåstemplet vækstfilosofien frem for bæredygtighed og menneskelige hensyn.

En af de virkelig stærke aktører er den statsfinansierede organisation Dansk Kyst- og Naturturisme. Det er et navn, som i den grad er misvisende og et udtryk for den greenwashing som skyller ind over os. I de kredse tales der kun kyst og natur, når det gavner erhvervet. Det er en organisation som sætter kystbyggeri, masseturisme i naturen og kommercialisering af naturen og nationalparkerne over naturbeskyttelse og bæredygtighed.

Desværre, som den seneste politiske behandling viser det – uden omtanke eller hensyn til de danskere som har deres daglige liv blandt turisterne. Der er jo altid stolthed i en kommune, når man fortæller, at “her bor der 450 mennesker til hverdag, men om sommeren er der 50.000.”

Og selvom turisterhvervets regnestykker ser flotte ud er det langt hen ad vejen er det ikke de lokale som scorer kassen, men storkøbmænd, investorer og staten (mere end kommunen).

Iderigdommen i turisterhvervet er stor og ikke just præget af bæredygtighed og etik. Senest jubler ovenstående organisation over at “Millionerne er på plads: Nu skal de uønskede mænd løfte turismen på Livø” (Nyhedsbrevet “Turistmonitor”) Ofrene i et sort kapitel i dansk socialpolitisk historie skal nu usmageligt optræde for at tilfredsstille vækst i turismen.

“Jeg tror alle kan se, turismen er vejen frem” siger en af initiativtagerne til en kunstig ø med 220 ferieboliger i Ringkøbing Fjord i samme nyhedsbrev. At dette projekt kommer til at ligge i et fredet vådområde og helt fjerner udsigten fra byen/havnen i Ringkøbing til klitterne vestpå indgår naturligvis ikke i investorernes verdensbillede.

På Fyn overtager turistfolkene et bæredygtigt og yderst respektabelt projekt, som er sat i verden for redde laksen ved de fynske kyster. Et reelt godt projekt, som primært skal sikre den truede fiskeart. Det bliver i Turistmonitor til, at projektet skal føre “fynsk turismeeventyr videre”.

Det er det natursyn og menneskesyn, der ligger bag den største danske organisation for turisterhvervet og flertallet i Folketinget, som bekræfter, at det er væksten alene som er drivkraften.

Alle illustrationer er screenshots fra turistbranchens nyhedsbrev “Turistmonitor”

Turistmonitor skriver om den nyeste udvikling. Opfølgning på ovenstående artikel:

Læs hele artiklen :

http://turistmonitor.dk/10219049