Så kom lortelaksen også i dagbladet politiken

Læs mit debataindlæg i avisen i dag. Her i manuskriptform med aktive links

Screenshot fra politiken den 23. januar 2025

Læs indlægget her i mit manuskript:

En modig fiskehandler skulle der til for, at opdrættede laks fra bure i havet blev det, man talte om. Godt gået, Jakob Clausen, du satte dagsordenen, og kaldte de opdrættede laks det, de i virkeligheden er. Da folk så, at du vovede en del af din omsætning, kom burlaksen på dagsordenen.

Der er ikke noget nyt. Vi er mange, som har forsøgt at få sandheden om burlaksen frem. Utallige henvendelser til madskribenter, kokke, restauratører og avisredaktioner bar aldrig frugt. Burlaks bliver rost for at være billig og sund og anbefales i opskrifter – også i denne avis.

Laks fra bure er fedet kunstigt op, har ofte sygdomme eller er behandlet for sygdomme med medicin, der er risiko for medicinrester, og de smager ikke af laks. De lever presset sammen i burene som grise i en dansk svinestald. De har ofte skader på skind og hale på grund af sammenpresningen i de runde metalbure i havet.

Laksefarme i havet over hele verden ejes af indflydelsesrige virksomheder, som med alle midler har bekæmpet, at sandheden kom frem, nemlig, at opdrættet har meget stor negativ indflydelse på havmiljøet, vildtlevende fisks DNA og overlevelse. De forurener havmiljøet i stor stil.

Ejerne er kendte for at sikre, at politikere over hele verden gerne medvirker. Den mest almindelige metode er at sætte indflydelsesrige politikere i bestyrelsen, som det japanskejede MusholmLaks har gjort i Danmark.

Fødevareminister Jakob Jensen (V) sad i en årrække som medlem af bestyrelsen og opgav ikke sin post, før han rykkede direkte over i Fødevareministeriet.

Politikere stiller gerne op for de multinationale selskaber. Miljøminister Magnus Heunicke og trepartsminister Jeppe Bruus er glade gæster på Musholms skibe i Storebælt. Miljøministeren var endda hyret til at kokkerere med Musholm-produkter for gæster på Folkemødet i 2024. Arrangementet blev senere aflyst.

I de seneste år har havdambrug som MusholmLaks haft gunstige vilkår til udvidelser og nye anlæg i danske farvande. Den grønne trepartsaftale omtaler overhovedet ikke havdambrugene.

Promovering – også i medierne – af laksens sundhedsværdi står i kontrast til, hvad man gør i Norge, som har en meget stor burlakseproduktion. Det er flere år siden, at de norske sundhedsmyndigheder frarådede gravide at spise burlaks. I dag mener man ikke, at det er så farligt, og at der er færre giftrester i laksen fra burene.

Burlaks lever af foder, som produceres af andre fisk. Fisk til foder hentes ud for Vestafrikas kyst. De afrikanske fiskere, som altid har sejlet ud på havet i små fartøjer med simple redskaber, kan ikke mere fange fisk til mad til deres familier.

Kampen mod burlaks er ikke ny. Tilbage i 1970’erne og 80’erne begyndte miljøbevidste folk at gøre opmærksom på problemet. Det var typisk lystfiskere, som så de vilde laks forsvinde i floderne i Nordamerika, Island, Skotland og Norge.

Den vilde nordatlantiske laks, som er en af verdens ældste fiskearter, er i dag tæt på udryddelse. Overlevende laks degenereres af DNA fra undslupne burlaks, som sætter spor i de vilde stammer og smitter de vilde laks med dødelige sygdomme. Burene i fjorde og i havet forhindrer laksenes naturlige vandringer til gydepladser.

Forureningen i have og fjorde spreder sig i floderne, så laksen ikke kan yngle. Fiskeriet efter den vilde laks er snart fortid uanset store investeringer fra private og lokale myndigheder.

Hvis du spørger, om du kan spise bæredygtig laks, vil jeg sige nej. Du kan finde en vild laks fra Alaska og Canada, men det er ikke bæredygtigt, at fisken transporteres tværs over den nordlige halvkugle. Du kan også finde laks opdrættet i bure på land herhjemme. Det er et skridt på vejen, men jeg mangler smag, bæredygtighed og dyrevelfærd tilgodeset i denne burproduktion.

Tro ikke på lakseproducenterne. De tilsidesætter hensyn til miljø og folks helbred for at kunne sælge lortelaksen. Der er kun en måde at reagere på: lad det ligge, og spis det ikke.

Læs tidligere artikler fra bloggen:


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *